Spring til indhold

Talehørepædagogisk bistand

Kommunikation er den største drivkraft for al udvikling og læring - og god kommunikation er basis for al undervisning.

Talehørekonsulenternes opgave er at give det enkelte barn de bedste forudsætninger for at kommunikere. Det betyder, at talehørekonsulenterne arbejder med:

  • det enkelte barns forudsætninger for at indgå i kommunikation
  • kommunikationspartnernes rolle og opgave i kommunikation og samspil. 

Taleundervisning er mere end at tale …

For et menneske er det vigtig at kunne indgå i samspil med andre mennesker, at være en del af et fællesskab og at opleve medbestemmelse i eget liv.

Børn, der har udviklingsforstyrrelser, kan have anderledes forudsætninger for at kommunikere, for at forstå betydningen af sproget og for at tale. Det kan medføre vanskeligheder med at indgå i kommunikation og samspil med andre mennesker.

Talehørekonsulenterne samarbejder med alle ansatte om, på bedste måde at stimulere barnets kompetencer for samspil og kommunikation. Vi samarbejder om børnenes kommunikative udvikling, deres sprogforståelse og deres taleudvikling – og altid med udgangspunkt i barnets interesser og motivation.

Sådan gør vi …

Når vi arbejder med kommunikativ udvikling, kan vi tage udgangspunkt i observationer og videooptagelser af samspillet børnene imellem og mellem det enkelte barn og de voksne. Vi undersøger, hvordan samspillet fungerer bedst, så barnet får mere lyst til og bedre mulighed for at indgå i samspil, samvær og kommunikation.

Hvis der er vanskeligheder med sprogforståelsen, undersøger talehørekonsulenten, hvor barnet er i sin sprogforståelsesudvikling og sætter fokus på de ord og begreber, som er indenfor zonen for nærmeste udvikling. Stimulering af sprogforståelsen foregår oftest i barnets gruppe og i hjemmet efter talepædagogisk vejledning.

Har barnet talesprogvanskeligheder, kan der tilbydes taleundervisning individuelt eller på et lille hold. Fokus kan være at lære at udtale svære lyde og lyd-kombinationer, lære at bruge ord grammatisk korrekt eller opbygge forskellige sætninger.  Det er vigtigt, at den individuelle taleundervisning understøttes i gruppen og i hjemmet.

Hvis barnet ikke kan udvikle tale, arbejdes der med at lære barnet at udtrykke sig på en anden måde. Det kan være ved hjælp af fotos, symboler, tegn til tale, simple talemaskiner mm. Hvis barnet har behov, er vi en aktiv part af IKT-løsninger til kommunikation.

Uden for Børnespecialcenteret kan Videnshuset yde konsulentbistand i forhold til undersøgelser, vejledning, behandling og kurser mm, se gerne ”for fagfolk” og ”kurser/oplæg”.



Feedback

Sidst opdateret

17.04.2023

Ansvarlig redaktør

Erik Holm Thomsen